

Brannersvej 3, st. tv, 2920 Charlottenlund
Tidsubegrænset udlejet restejerlejlighed
Tidsubegrænset udlejet restejerlejlighed i ejerforeningen ”Friserbo” i Charlottenlund udbydes til salg.
Lejer er 85 år, og har boet dér siden 1965. Restejerlejligheden udbydes til fordelagtige 3.850.000 i forhold til reel markedsværdi på 4.900.000. Og dén er baseret på lignende solgte i denne og sammenlignelige i naboejerforeningerne i kvarteret, oprindelig stand, og hvis lejligheden kunne sælges uden lejer. Først ved lejers egen opsigelse eller død vil lejligheden kunne benyttes eller sælges til fuld markedsværdi plus prisstigninger indtil da.
Lejlighedens beliggenhed er ret så eftertragtet, ejendommen er flot vedligeholdt, og så er der bare hyggeligt dér i og omkring den hestesko-formede ejendom, og ”lige om hjørnet” er Jægersborg Alle med indkøb og lækre specialbutikker. Og standen indvendig er som sådanne langtidsudlejede restejerlejligheder typisk er, pæne og velholdte, men med oprindeligt badeværelse, ældre køkken, el mv., og hvor gulve, vægge, lofter mv. trænger til en omgang.
Lejligheden er 3-værelses på 77 kvm. med dejlig solrig sydvendt altan, plus et stort værelse på 19 kvm. på 3. salen, også med altan, i alt 96 kvm. boligareal og 2 altaner. Samtlige lejligheder i ejerforeningen ejer nemlig hver et klubværelse på 3. salen med adgang til flere dele-toiletter og -brusebadeværelser, og det er præcis dét der gør ”Friserbo”-lejlighederne så unikke og eftertragtede. Klubværelset kan benyttes til ”halv”-hjemmeboende teenager, arbejds- eller gæsteværelse, atelier, eller alternativt udlejes.
Lejeindtægten er 58.130 om året, og fratrukket fællesudgifter 41.235, og grundskyld 12.432, så er der på den årlige løbende drift et lille plus, uden belåning og eventuel vedligehold, og med egen-administration vel at mærke. Vandforbrug er inkluderet i fællesudgiften, og forbrug af varme, el, TV, internet, vaskeri mv. betales af lejer. Restejerlejlighedens andel af igangværende fælleslån indfries af sælger, hvilket også gælder for det netop besluttede altanvedligeholdelsesprojekt.
